BJERGBYEN RØROS
Bjergbyen Røros blev optaget på verdensarvslisten i 1980. 333 års minedrift og landsbybrug havde skabt en helt unik landsby på et fjeldplateau.
UNESCOs verdensarvskomité begrunder indskriften på følgende måde:
"Røros er et unikt minemiljø med udelukkende træarkitektur. Byen har i 333 år smeltet impulser fra Tyskland, Danmark, Sverige, Trondheim og de omkringliggende bydele sammen. Det har resulteret i et træmiljø, der rummer meget af det fineste på norsk. tradition, og som samtidig er blevet til noget helt særligt i vores land både på det industrielle, sociale og kulturelle område såvel som på det arkitektoniske område.Røros Bergstad med omegn er et karakteristisk eksempel på en markant traditionel stil i træarkitekturen og danner en unik minelandsby på en bakke 600 meter over havets overflade."
Bergstaden har bevaret meget af sin oprindelige karakter med gademønstre anlagt i 1600-tallet og træbygninger fra 1700- og 1800-tallet, som i dag er på verdensarvslisten.
I 2010 blev de omkringliggende områder omkring Røros bjergby, de såkaldte Circumferens, også optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Norge ansøgte i 2009 UNESCO om at udvide det oprindelige område af verdensarvstedet Røros til også at omfatte det omgivende kulturlandskab, da dette er et vigtigt vidnesbyrd om, hvordan minedrift og den enorme transport af materialer foregik, og hvordan mennesker har tilpasset bjerglandskabet, naturen og et koldt klima med vanskelige vilkår for landbruget.
kilde,Norges verdensarv
RØROSE
Røros, kommune i Sør-Trøndelag amt. Kommunen ligger længst sydøst i amtet, grænsende op til Sverige i øst og Hedmark i syd. Kommunen blev oprettet i 1964 ved sammenlægning af de tidligere kommuner Røros Bergstad, Røros landsogn, Brekken og Glåmos.
Røros er især kendt for den tidligere aktivitet på Røros kobberværk, som afspejles i Rørosmuseet, i Johan Falkbergets forfatterskab og i Røros' status som verdensarv siden 1980.
Historie og kultur
Røros Bergstad blev bygget i 1646, to år efter det første malmfund blev gjort og opførelsen af Røros Kobberverk (1644). Lige uden for Bergstaden ligger flere kendte miner: Kongens mine og Sextus mine i nord, Storwartz mine og Olavs mine i nordøst. På grund af urentabel drift blev minedriften lukket i 1977. Bergstaden har bevaret meget af sin gamle karakter, og fra 1920'erne har Rigsantikvaren arbejdet for at bevare centrale dele af miljøet, bl.a. ved fredning af en række enkelte bygninger og konstruktioner. Hele landsbyens centrum med barokkirken, Bergstadens Ziir, fra 1784 og slaggedyngen er nu fredet. Kirken, som er en af de få stenbygninger i området, er en af landets største med 1.800 siddepladser. I 1980 kom Bergstaden med på UNESCOs liste over verdensarv. Verdensarvsområdet blev i 2010 udvidet til at omfatte en større del af "omkredsen", de tilstødende landsbyer, der blev berørt af driften på kobberværket.
Langs Bergmannsgata i centrum af byen ligger Bergskrivergården, Direktørboligen (nu rådhuset) og Proviantskrivergården. Olavsgruva er fredet som et kulturminde med rundvisninger og nogle koncertaktiviteter. Rørosmuseet på Malmplassen med kultur-, natur- og minehistorie vist efter modeller. Pressemuseum i avisen Fjell-Ljoms tidligere lokaler. Rørosmartnan arrangeres hvert år i februar. Johan Falkbergets hjem Ratvolden i Rugldalen er nu museum.
Kilde, Røros,Stor norsk encyklopædi