LANDSBYENS HISTORIE

Trondheim, eller Nidaros, var Norges første hovedstad. Sagaen fortæller, at Olav Tryggvason grundlagde byen ved Nidelvas udløb i 997. Arkæologer har dog påvist bosættelse ved Nidelvas munding længe før 997.

 

Helgenkongen Olav Haraldsson blev begravet her i 1030. Nidarosdomen blev bygget over hans grav, og byen blev et pilgrimsmål for pilgrimme, der kom hertil for at søge trøst, hjælp og helbredelse i fire århundreder Fra 1153 til reformationen i 1537 , Trondheim var landets ærkebispesæde og åndelige centrum for et område, der omfattede Grønland, Island, Færøyene, Orknøyene og Isle of Man.

 

Efter omvæltningerne i 1530'erne måtte byen udvikle et nyt grundlag for sin fortsatte eksistens og fremgang. En sådan fond eksisterede, og en fascinerende periode i byens historie fandt sted. Fra slutningen af 1500-tallet accelererede udviklingen, baseret på udnyttelsen af de ressourcer, der findes i havet, i skovene og i bjergene. Trondheim kunne udvikles som et distributionscenter, der sendte regionens efterspurgte varer ud på det store internationale marked, og hjemtog de varer, som regionens voksende befolkning havde brug for. De, der så mulighederne, og som gik forrest i udviklingen, var i høj grad immigranter, mange af dem fra Flensborg i Nordtyskland. En elite med en kompleks baggrund udviklede sig til et førende lag af nye selvbevidste trondheimere, der skabte den by, vi kender i dag. Gennem det 17. - 18. århundrede voksede byen til et vigtigt handelscenter, hvor store formuer blev skabt, og til sidst brugt til at give byen det særpræg, den stadig har. Landsbyen fik en ny vejplan efter landsbybranden i 1681.

Fra midten af 1700-tallet har trepaleene været en juvel i bebyggelsen, og i sidste halvdel af 1700-tallet var Trondheim en førende kulturlandsby i landet. Det er ikke uden grund, at dette er blevet kaldt en guldalder i byens lange historie.

 

Perioden 1180-1920 var præget af stærk økonomisk fremgang. Byens indbyggertal er mere end fordoblet. Mens Trondheim i den tidligere tid primært havde været et centrum for distribution af importvarer til Nordnorge, udviklede byen frem mod Første Verdenskrig et alsidigt erhvervsliv, der også omfattede industri, eksporthandel, søfart og servicevirksomhed. I 1880'erne var byen i grebet af en langvarig depression. Stemningen var i årene før 1. Verdenskrig præget af en nærmest uhæmmet fremskridtsoptimisme, som blandt andet kom til udtryk i en storstilet havneplan og en overordnet plan for fremtidens "Stor-Trondhjem".

 

I begyndelsen af mellemkrigstiden havde Trondheim en periode på omkring 40 år på bagen, som måske var den stærkeste vækstperiode i byens historie. Den næste 40-årige periode, 1920-1964, er stadig præget af vækst, urbanisering og modernisering. Men nu var væksten primært i Trondheim - Strinda-området, og den var langsommere og mere ujævn. I denne periode var Trondheim ramt af økonomiske kriser, recession og Anden Verdenskrig.

 

Ikke mindst tog udviklingen af landsbyens levebrød en anden retning, end mange forventede i 1960'erne. Industribeskæftigelsen nåede et højdepunkt kort efter 1970. I 1990'erne er funktionen som amtets økonomiske og kulturelle centrum stadig en af byens to hovedsøjler, som den har været gennem en stor del af dens historie. Den anden hovedsøjle er uddannelse og forskning, hvor forretningen er mangedoblet siden 1950'erne.

 

Kilde: Trondheims historie 997-1997,